Ansvarlig renovering af byhus fra 1777

Arkitekt Morten Sonnenborg og Helle Harder bor i Porcelænshaven på Frederiksberg, men ledte efter en mindre fritidsbolig i Faaborg, hvor Helle stammer fra. På Hospitalstræde – en smal og charmerende, brostensbelagt gade - lå det grimmeste, lillebitte hus. Bragende blåt og kun 2,5 meter bredt, men med den fineste udsigt til klostrets gamle kirke og det ældgamle, fredede egetræ. Og det udfordrede noget i arkitekten.

Det lille byhus blev oprindelig bygget i 1777, men var ombygget så mange gange, at det ikke havde nogen sjæl tilbage. Først i 1925, hvor det oprindelige bindingsværkshus blev grundmuret og det smukke bindingsværk forsvandt. Senere i 1958, hvor den sydfynske kunstmaler Axel Kyed tilføjede en førstesal i typisk 50’er stil og endelig i 1986, hvor der blev bygget en 80'er mellemgang med stort udhæng til baghuset, der blev indrettet som badeværelse. 

Byhuset er renoveret ud fra et princip om æstetisk ansvarlighed og en vision om at genbruge kvalitetsmaterialer i videst muligt omfang.

"Huset var med tiden blevet en grim ælling, og vores opgave har været at bringe enkelhed, ro og et ordentligt rumforløb ind i det smalle hus for at skabe en bolig med fokus på det taktile og en hjemlig minimalisme", fortæller Morten Sonnenborg.

Lerstensvæggen bag trappen var gemt væk bag gamle gipsplader, men er kommet til ære og værdighed igen. Den er med til at fortælle husets historie, for de gamle lerbrændte sten er blandet med stjålne gule teglsten fra klostret, der lå 50 meter væk fra huset, da det blev bygget i 1777. Tagkonstruktionen fra 1777 og 1958 er blevet blotlagt og fortæller historier om hver sin tid, i køkkenet – bag den gamle slagbænk – er der kig til nabohusets bindingsværk, og væggen på hemsen er ydermuren af Faaborgs gamle synagoge.

Renoveringen tog tre år, og det betød, at der var tid til at finde de helt rigtige genbrugsmaterialer – brugte kulbrændte lertegl har erstattet eternitpladerne på taget, trappen til hemsen er fra 1921 og fundet på en gård på Djursland, dørhåndtaget i messing har oprindeligt siddet i Nørre Broby Kirke, og spisebordet er lavet af gulvet fra en gammel gymnastiksal.

Mellemgangen til baghuset var rådden og måtte genopbygges med ovenlys og foldedøre ud til den lillebitte gårdhave på 5 kvadratmeter. Tidligere var det en trist gård med gamle terrassebrædder og affaldsspande. Nu er det en lille grøn oase med genbrugte, gule gulvteglsten, der blev til overs, da Helligåndskirken i Faaborg blev renoveret.

Køkkenet er også genbrug. Morten og Helle ledte længe efter et sort uno form køkken, fordi køkkenet skulle matche den sorte trappe og den oprindelige sorte dør ud til entreen. Dybden var også vigtig, for det skulle passe ind i nichen, hvor væggen er 14 cm skæv fra den ene side af rummet til den anden!

Køkkenet fandt de hos en familie i Køge, hvor det stod som en skænk med overskabe og underskabe med skuffer. Helles familie havde tidligere et savværk ved Nørre Broby,

og soklen er lavet af træ derfra, mens en del af bordpladen er den oprindelige Corian bordplade og resten er lavet af genbrugstegl, der skaber en rustik kontrast til det fine, sorte egetræ.

Den gamle keramikvask er fundet på DBA, og "Mini kanon" lamperne, designet af Asger Bay Christiansen, har Morten haft liggende klar i flere år. De stammer fra ombygning af en bank, hvor de ikke længere passede ind i stilen. 

Lige siden Morten købte sit første uno form køkken – det ikoniske Classic design – har han haft en forkærlighed for uno forms snedkerkøkkener. Særligt den originale kubiske form i 60x60x60 cm og de klassiske lameller har altid fascineret arkitekten.

Og når man spørger ham, hvorfor han har valgt et genbrugskøkken, er svaret klart: Det er allerede lavet, og det er en kvalitet, der kan holde altid. Det ved jeg af erfaring fra mine tre tidligere uno form køkkener.