Fra håndværkertilbud til spektakulær herskabsvilla

Det er svært at forestille sig, at den herskabelige villa fra 1896 med den spektakulære master suite, det sofistikerede farvevalg og det elegante snedkerkøkken for to år siden var et slidt håndværkertilbud.
Køkkendesign
Copenhagen
Material
Røget eg

Da Nadia og hendes mand så huset første gang, var der hverken gulve eller køkken i stueetagen, kælderen var uhyggelig, og taget var utæt. Alligevel var Nadia ikke i tvivl om, at huset havde det, der skulle til for at blive et perfekt hjem for parret, Nadias to teenagebørn og de to katte, Chili og Bailey.

Den gamle hoveddør i Burma teak og den indvendige trappe, der forbinder hele huset fra kælder til 2. sal, var nogle af de originale detaljer, som Nadia faldt for. Resten af huset var så medtaget, at parret måtte starte helt forfra.

For Nadia, der er uddannet arkitekt med speciale i indretning i England og USA, har glæden ved at give et gammelt, slidt hus sin sjæl tilbage haft stor betydning under hele renoveringen.

”At vide at vi har skabt noget, som vil bestå og blive nydt i lang tid – også efter at vi ikke er her længere – er en fantastisk følelse.”
Nadia

Rosa

Allerede udenfor er det tydeligt, at det her ikke er et hjem som alle andre. De klassiske smedejernslamper ved hoveddøren, som parret har fundet brugt og fået restaureret, har sartrosa glas, og soklen er malet i en mørk rosa som kontrast til den hvide facade. Egentlig ville Nadia gerne have malet hele huset lyserødt, men kompromiset blev en kridhvid facade med rosa sokkel – og et nyt navn til huset: ROSA.

Den store klassiske hall med høje, hvide paneler og sildebensgulv i egetræ får et elegant modspil af sartrosa vægge og SOHO lamperne, der fungerer både som belysning og udsmykning. På den originale trappe, som Nadia faldt for, da hun så huset allerførste gang, skaber et blødt tæppe i changerende nuancer fra beige og rosa til bordeaux en stemning som på et eksklusivt boutiquehotel.

Det lyserøde badeværelse

Hotelstemningen fortsætter på det lyserøde gæstebadeværelse, hvor Nadia har indrettet et hyggeligt spaområde til et afslappende fodbad. De smukke Bizazza mosaikker i farven OLEANDRO Shading Blend, de lyserøde vægge og det bordeauxfarvede loft er en modig farvefusion, men på ingen måder tilfældig. Bizazza mosaikkerne, røget eg, messing og farverne rosa, bordeaux, grøn og dyb mørkeblå er en nøje gennemtænkt palette, som Nadia konsekvent har brugt i hele huset.

Badeværelsesmøblet i røget eg fra uno forms Classic kollektion, der er tegnet af Arne Munch i 1968, er designet i samarbejde med Kevin Schmidt, uno form København. Bordpladen er speciallavet i Calacatta Viola marmor, der har markante rødvinsfarvede åretegninger, som harmonerer med rummets farver. På alle badeværelser har Nadia valgt armaturer i ubehandlet messing fra vola, Liila lamper fra Nuura Lightning og Gubi spejlet F.A. 33, der blev designet i 1933 af den legendariske arkitekt og designer Gio Ponti.

Klassikere i køkkenet

Det store køkken-alrum ligger i åben forbindelse med stuen, hvor parrets passion for særligt Finn Juhls skulpturelle møbler er tydelig. Rundt om det fire meter lange Noyer spisebord er der smukke eksemplarer af såvel 46 armstolen, 44 stolen som 109 armstolen.

Lamperne er den ikoniske Kogle, som Poul Henningsen designede i 1958. Kunsten på væggen af bl.a. Luca Padroni og Jacob Brostrup skaber et dynamisk modspil til de stilrene møbler.  

For at skabe balance mellem det feminine og maskuline har Nadia valgt en lys grøn i det store åbne rum. Den grønne farve går igen i fliserne på den moderne udgave af kakkelovnen, og i Madreperola Quartzite bordpladen på køkkenøen, der er i røget eg fra uno forms Copenhagen kollektion.

Ud fra en ide om formen på køkkenøen fik Nadia i samarbejde med Kevin Schmidt, uno form København, skabt øen præcis, som hun ville have den. Bordpladen fortsætter ned i gulvet for Nadia ønskede at skabe et møbel, der visuelt er vokset sammen med huset. De ekstra høje træskuffer i massiv røget egetræ har, med en indvendig højde på 34 cm, plads til både høje opbevaringsglas, 1½ liter vandflasker og kolonialvarer.

Fugleværelset er familiens hjemmekontor

De danske, modernistiske arkitekter som Finn Juhl og Arne Jacobsen var ikke bange for at bruge farver, og Finn Juhl malede fx lofterne i sit hus i forskellige farver. Derfor virker det også helt naturligt, at der lige ved siden af stuen med Finn Juhls whiskystole, tegnet i 1948, og den ikoniske JN07 lænestol, der blev skabt ifm. Danmarks Næste Klassiker, ligger et eklektisk hjemmekontor, som familien kalder Fugleværelset.

Her er loftet bordeaux, skabet lyserødt, tapetet er fyldt med flagrende fugle – og det hele fuldendes af fuglelamperne fra Moooi, der er designet af den britiske arkitekt og designer Umut Yamac.

Hjemmebar

Strategisk placeret mellem Finn Juhls whiskystole og terrassen har parret indrettet en hjemmebar med antracitgrå skabe fra uno forms Shaker kollektion, vinskab og egetræshylder med lys og integreret løsning til at hænge glas.

Rummet er holdt helt monokromt i en dyb mørkeblå, væggen er beklædt med Bizazza mosaikker i farven Augusta, og på bordpladen er der skind i samme nuance, som også er brugt til puffen og pakkebordet i parrets walk-in garderobe.

Hvis det ikke er terrassevejr, kan man i stedet slå sig ned i en limited edition af Finn Juhls lille Poet sofa i et hjørne af hjemmebaren.

Spektakulær master suite

På førstesalen har Nadias to teenagebørn deres værelser og et badeværelse med Bizazza mosaikker i farven Magnolia Shading Blend, som går smukt i dialog med badeværelsesmøblet i røget eg fra uno forms Classic kollektion.

Bordpladen er i Calacatta Oro marmor, vola armaturerne i ubehandlet messing, og Gubi spejlet samt Nuura lamperne er et gennemgående designvalg.

Master suiten er helt i særklasse. Den store suite på 50 m2 rummer både et stort soveværelse, spa-afdeling med badekar, toilet og en luksuriøs walk-in garderobe i røget eg fra uno forms nye Wardrobe Collection, der hylder både det danske snedkerhåndværk og internationale designtendenser.

Ud fra de allerførste billeder af prototyper fra uno forms snedkeri i Farsø var Nadia ikke i tvivl om, at det var lige den garderobeløsning, hun gerne ville have. Nadia har valgt lukkede garderobeskabe på den ene side og en kombination af skabe i røget eg, skuffer, skohylder og glashylder til hatteæsker og håndtasker på den anden side. I midten har parret en ø i røget eg med lædertop og en tilhørende speciallavet puf.

”Der er masser af plads i skabene, og jeg er vild med løsningen til opbevaring af mine smykker. Og selvom jeg synes, jeg har mange sko, så er der plads til flere.”
Nadia

Det store soveværelse er holdt helt monokromt i en dyb mørkeblå, og fra både den ikoniske lænestol, Den Trætte Mand, der er designet af Flemming Lassen i 1935, og fra badekarret kan parret nyde ilden i den indbyggede pejs.

Der er også fuld wow-effekt i badeværelset med den håndlavede Bizazza Calystegia flora feature wall, designet af Kiki van Eijk, bag badekarret, FLOS lysekronen og badeværelsesmøblet i røget eg fra uno forms Copenhagen kollektion.

Kevin Schmidt, uno form København, foreslog den specialsyede læderhynde til vinduesnichen i badeværelset, og den bliver flittigt brugt, når Nadias datter og veninder samles til teenagehygge i badeværelset. Ved siden af vinduesnichen er der monteret højskabe i røget eg fra uno forms Avantgarde kollektion til opbevaring af håndklæder m.m.

Vinkælder og hjemmebiograf

Da parret overtog huset var kælderen uhyggelig og fyldt med edderkopper. Det har derfor været vigtigt for dem at skabe en kælderetage, der indbyder til hygge og fællesskab – med hjemmebiograf, vinkælder med bordfodbold og dartskive, badeværelse og gæsteværelse.

Hele kælderen er holdt i den dybe mørkeblå med undtagelse af vaskerummet, som er Nadias domæne, og derfor ville hun have rosa klinker og fuldt knald på farverne.

Den klassiske Frogner-lejlighed blev forvandlet med farver

Mere information



Her bor

Familie på fire og to katte

Hvor?

Herskabsvilla i Nordsjælland